onsdag den 30. juni 2010

Kommunens tidsplan og proces vedr. deres beslutning

Klik på linket her for at se Middelfart Kommunes tidsplan for deres beslutningsproces vedr. lukning af skoler.

Pva. Rikke Enemærke

Ugeavisen Vestfyn: Det bliver dyrt at lukke Båring Skole

Ugeavisen Vestfyn har tirsdag d. 29. juni bragt følgende indlæg:


Læs hele artiklen på deres hjemmeside (side 4) ved at klikke her.

/hmm

tirsdag den 29. juni 2010

Vores rapport er medtaget i Fyens Stiftstidende i dag

Hej alle

I den trykte udgave af Fyens Stiftstidende refereres vores rapport under overskriften:
"Båring-facit: For dyrt at lukke skolen.
Båring: Bårings aktivistgruppe konkluderer efter selvbestaltet undersøgelse at skolelukning er dyr.
Man må lade dem deres enorme kampgejst på Båring-egnen...."

Pva. Rasmus

søndag den 27. juni 2010

Rapport over "Hvorfor man har valgt at bo i Båring og omegn"

Du kan læse eller hente rapporten her.



Vi har haft en dialog med en del politikere i byrådet i Middelfart Kommune, hvor vi har påpeget, at en skolelukning i Båring formentligt vil føre til en ændring i tilflytterprofilen, og at dette ikke er gunstigt for Middelfart Kommune.

Vi har dog manglet oplysninger for at kunne dokumentere dette. De oplysninger har vi nu. I det følgende forklarer vi, hvilke følger det blandt andet får for skatteindtægterne til Middelfart Kommune at lukke Båring Skole.

Du kan i øvrigt se spørgeskemaet her og rapporten i sin fulde længde her.

Mvh. Aktionsgruppen.

For dyrt at lukke Båring Skole

Pressemeddelelse:


Hvis Middelfart Kommune vælger at lukke Båring Skole, må de forvente at besparelsen bliver dyr. I løbet af tre til seks år vil besparelsen nemlig være opslugt alene pga. af mistede skatteindtægter. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse med 504 respondenter i Båring skoledistrikt, som er foretaget af Aktionsgruppen for Bevarelsen af Båring Skole.

Undersøgelsen viser, at Båring som bosætningssted er i stand til at tiltrække indkomststærke familier fra andre kommuner, bl.a. fordi Båring tilbyder nærhed til skole og daginstitutioner.

I Båring er der en positiv befolkningsvækst, som er højere end i Middelfart Kommune som helhed, og med en skolelukning kan den positive udvikling, som hvert år sikrer Middelfart Kommune ekstra skatteindtægter, nemt stoppe.

Bjarke Eg Sørensen: Med en skolelukning er der fare for, at man ændrer på tilflytterprofilen i Båring, og det er næppe i Middelfart Kommunes interesse. Vi ved, at Båring tiltrækker familier med høje indtægter, og de familier kommer fra andre kommuner. De familier fortsætter ikke med at flytte til Båring, hvis skolen lukker. Vi har hidtil bare ikke kunne dokumentere det, men det kan vi nu. Undersøgelsen har så stor validitet, at vi vil opfordre skoleforvaltningen til at lade den indgå i overvejelserne.

Men det er ikke kun pga. af reducerede skatteindtægter, at Middelfart Kommunes forventede besparelse forsvinder. Undersøgelsen viser nemlig også, at der ved en skolelukning i Båring er massiv opbakning til privatskolerne, især en friskole i Båring. Af respondenter med børn i aldersgruppen 0 – 12 år svarer hele 80%, at de vil vælge en privatskole til deres børn. Kun 12% planlægger at sende deres børn i en af Middelfart Kommunes øvrige skoler. Dermed vil en meget stor del af den forventede besparelse i skoleforvaltningens strukturanalyse blive opslugt af tilskud til privatskoler.

Rasmus Enemærke: Skoleforvaltningen har fra starten gjort det klart, at strukturanalysen alene er af økonomisk karakter. Men også når man taler om økonomien, er man nødt til at se flerdimensionelt på opgaven, eksempelvis ved at se på tilgangen til privatskoler og skolens betydning for udviklingen i lokalsamfundet. Under henvisning til at det vil være for komplekst at inddrage mistede skatteindtægter og udgifter til privatskoler, har forvaltningen hidtil ikke villet medtage disse faktorer i deres beregninger. Denne undersøgelse og de afledte beregninger viser, at der er særdeles god grund til at vurdere skolernes betydning ud fra flere vinkler end driftsudgifterne på skolerne alene. Det må nu være klart for enhver, at det ikke er rentabelt at lukke Båring Skole.

Aktionsgruppen for Bevarelsen af Båring Skole gennemførte undersøgelsen den 6. juni 2010. Borgere i Båring mødte op i skolegården for at hjælpe til og i fællesskab besøgte de samtlige husstande i Båring skoledistrikt med spørgeskemaet. Undersøgelsen er med sine 504 respondenter repræsentativ for området, der har ca. 900 beboere over 18 år.

Aktionsgruppen for Bevarelsen af Båring Skole håber på, at undersøgelsen bliver en øjenåbner for politikerne, så de kan vurdere skolelukningers betydning med et helhedssyn.

På vegne af Aktionsgruppen for Bevarelsen af Båring Skole
Lene Ladefoged
Mail: leneladefoged580@hotmail.com

Kontaktpersoner:
Bjarke Eg Sørensen: Tlf.: 30 42 15 87
Rasmus Enemærke: Tlf.: 86 74 02 00 eller 27 51 57 16

søndag den 13. juni 2010

TV2-Fyn: Båring er klar med en plan B - at kunne starte friskole


Forældre til lukningstruede skoler i Middelfart forsøger nu desperat at bevare skoler i deres landsbyer.

I Båring har byens borgere skillinget sammen til en ny friskole.

Se klip fra TV3-Fyn med Rikke og Rasmus Enemærke her.

tirsdag den 8. juni 2010

Faldt lige over klip fra byrådsmøde 3. maj


Middelfart lokal-TV viser dækkende indslag fra byrådsmødet d. 3. maj, hvor budget 2010 blev genåbnet. Her stillers vores spørgsmål til politikerne samt de får overrakt mere end 2000 underskrifter mod lukning af Båring Skole.

Se klip her.

Atter synlige på byrådsmøde

Igen manifesterede Båring sig ved byrådsmødet d. 7/6. Se klip fra TV2-FYN her, klippet er ca. 5 minutter inde i udsendelsen.

Vi har her ved midnat modtaget i alt 510 besvarelser af spørgeskemaundersøgelsen og det er flot. Vi vil i den kommende tid analysere på svarene, som vil blive offentliggjort her på hjemmesiden.

Tak for hjælp til gennemførelsen af husstandsundersøgelsen samt alle besvarelserne.

søndag den 6. juni 2010

Tak til de fremmødte for en MEGET stor indsats!



Spørgeskemaet findes lige her, deltag i undersøgelsen.

Trods den noget begrænsede tilslutning til dagens store arrangement i Båring skolegård, fik vi et rigtigt pænt resultat hjem dels på grund af fin mediedækning dels fordi de fremmødte ydede en meget stor indsats. TV2-Fyn har lavet et meget fint klip, der blev vist kl. 19:30 og du kan se udsendelse her - det er 3-6 minutter inde i udsendelsen. Se billeder fra dagen her & her.

Kl. 20:00 havde vi ca. 400 svarskemaer af ca. 1000 potentielle retur og ikke mindst indtastet elektronisk. Hele spørgeskemaundersøgelsen løber frem til kl. 22:00 i morgen mandag d. 7. juni, så vi håber at nå op på over 500. Resultaterne er værdifulde i kampen for at bevare Båring Skole her og nu, men også i på længere sigt at bevare Båring som attraktiv tilflytter-by med et stærkt liv og sammenhold.

Aktionsgruppe takker for indsatsen til såvel de, der har medvirket i at besvare, som de aktive forældre, der var dukket op i skolegården i dag.

Selvom hele skoledistriktet er dækket ind, vil vi gerne have dit svar!


Et stort stykke arbejde lå bag dagens undersøgelse. Vi havde en ambition om at besøge alle husstande i Båring skoledistrikt, hvilket lykkedes med untagelse af et par sommerhuskvarterer. De grønne er de eneste veje, der ikke har haft besøg som følge af dagens aktion. Googles gratis værktøjer har været heftigt brugt til såvel planlægning som gennemførelse af undersøgelsen - og hvad gjorde man egentligt før Internettet?

/ Helge Møller Madsen

Deltag i spørgeskemaundersøgelse i dag.

 Kære beboer i Båring-Asperup-Roerslev-området


Alle familier i Båring skoledistrikt vil i dag få besøg og få lejlighed til at udfylde et anonymt spørgeskema om, hvorfor de lige netop er bosat her. Undersøgelsen har overskriften ”Hvorfor har du valgt at bo i Båring-Asperup-Roerslev?”

 
Har du ikke været hjemme eller af anden årsag ikke deltaget, opfordrer vi dig til at deltage her på nettet. Vi vil gerne have dit svar senest mandag d. 7/6 kl. 22:00.
 
Hvis du har udfyldt og afleveret et papir-skema, er dit resultat registreret - og du skal ikke foretage dig mere. 
 
Du kan udfylde spørgeskemaet ved at trykke HER
 
Aktionsgruppen til bevarelse af Båring Skole takker for din deltagelse.
 

lørdag den 5. juni 2010

Hold Gejsten oppe - omfattende spørgeskemaundersøgelse

Hvorfor har du valgt at bo i Båring/Asperup/Roerslev?


I morgen søndag d. 6. juni gennemfører vi en omfattende spørgeskema-undersøgelse i Båring skoledistrikt. Vi vil rigtigt gerne vide, hvorfor netop du bor her og hvad du værdsætter eller er skeptisk overfor. Titlen for undersøgelsen er:
”Hvorfor har du valgt at bo i Båring/Asperup/Roerslev?”

Derfor er alle, som har mulighed for at hjælpe, kaldt til skolegården kl. 1400 for dels at blive fordelt på hold, der skal ud med spørgeskemaerne, dels hold, der skal lave nye bannere m.v. Så vi har brug for rigtigt mange hænder. Desuden har vi  hørt, at Fyns Stifstidende er på pletten.

Der er selvfølgelig kaffe og kage! Vi håber på din støtte til projektet - om at bevare Båring skole nu og i fremtiden.

Med venlig hilsen
Aktionsgruppen for Bevar Båring Skole